Valtra udfordrer i toppen

12-12-2014

 

Prøvekørslen af Valtra S374 viser, at traktoren indeholder kvaliteter, som gør den til en værdig udfordre i den eksklusive klasse af traktorer på omkring 400 hestekræfter.

 

 

Trods bekendtskabet over de to dage, så forbliver Valtra S374 derimod lidt frygtindgydende. Ikke sådan at jeg er bange for traktoren, men den store og tunge traktor med de 400 hestekræfter og 1.600 newtonmeter under den sorte hjelm indgyder respekt, når den fuldstændig ubesværet svinger den seksfurede liftophængte Överum Vari Flex EX On-land vendeplov rundt i luften, og når den med små 1.500 motoromdrejninger trækker af sted med ploven i den lermuldede jord.

Ny teknologi

S4 modellen er generation tre af den nye S-serie fra Valtra. Udvendigt og specielt motorhjelmen er blevet faceliftet og ellers findes de store nyheder under motorhjelmen. Her ligger der en Agco Power motor på 8,4 liter. For at overholde Tier 4 Final kravet er der kommet både en ekstra turbolader samt en ekstra intercooler på motoren. Den første turbolader sørger for et højt ladetryk og dermed også et højt moment ved lave omdrejninger. Når omdrejningerne stiger lukker en elektronisk reguleret wastegate luften forbi turboladeren. For at sænke forbruget af AdBlue i SCR katalysatoren køles og recirkuleres maksimalt otte procent af udstødningen.

Som en lille finurlighed har motoren et spjæld, som delvist lukker for indsugningsluften, når traktoren startes under kolde forhold. Den lille finesse betyder, at motoren selv under nordlige breddegrader meget hurtig bliver varm.

Farver i terminalen

Valtra S374 har en dejlig kabine med kun fire stolper og en afrundet bagrude. I kabinen er der masser af plads og et godt udsyn, ikke blot til redskabet efter traktoren, men også til siderne og fremad. Rundt om føreren er der godt med aflægningsplads, og til madpakken og drikkevarer findes der et køleskab.

Kabinen er luftaffjedret og sammen med den affjedrede foraksel betyder det gode arbejdsforhold for føreren af Valtra S374. Når vi er ved forakslen, så er den rigtig nem at vedligeholde. Den affjedrede aksel har kun fem smøresteder, og på Valtra S374 smøres foraksel stående, da de fleste smørenipler er ført op på oversiden af forbroen.

Indvendigt ligner kabinen sig selv, men når tændingsnøglen drejes, lægger man mærke til, at terminalen forrest på armlænet nu er i farver. Det gør det nemmere at skelne de mange symboler fra hinanden, og generelt er det blevet lettere at se informationerne i displayet.

Dejlig cruise control

Fra armlænet i Valtra S374 kontrolleres de fleste af traktorens funktioner. Med fingerspidserne kan jeg således betjene liften, hydraulikudtagene, cruisecontrollen og foragerautomatik. Funktionerne betjenes med knapper forskellige steder på armlænet. I nogle tilfælde kunne jeg godt ønske mig et kørehåndtag, hvor flere funktioner var samlet, og hvor jeg ikke behøvede at flytte hånden for at betjene de forskellige funktioner.

For det meste køres den trinløse transmission med kørepedalen, og traktoren vælger selv motoromdrejninger og udveksling i forhold til det aktuelle behov for trækkraft. Alternativt kan hastigheden også kontrolleres med et håndtag i armlænet, og kørepedalen virker da som en traditionel speeder.

Men da traktoren har cruisecontrol som er super let at sætte op og aktivere, foretrak jeg under pløjningen at anvende dem. Cruise hastigheden indstilles ganske enkelt ved at trykker på kontakten, når den ønskede hastighed er opnået. Er man ikke tilfreds med hastigheden, kan den ændres enten med kørepedalen og et nyt tryk på kontakten eller med plus og minus kontakter på armlænet. Der kan indstilles to hastigheder til arbejdet i marken og to hastigheder til vejtransport. Systemet fungerer fremragende, og det kræver ikke en flerdagskursus at anvende systemet.

Super foragerautomatik

U-pilot kalder Valtra deres foragerautomatik, som kan gemme indstillingerne på ikke mindre end 30 forskellige redskaber, og for hvert redskab kan der lagres 32 sekvenser. Systemet kan programmeres ved enten at optage de funktioner der anvendes, når der køres en omgang i marken, eller det kan gøres mens traktoren holder stille. Uanset hvordan det foretages, kan der altid rettes, slettes, tilføjes eller byttes rundt på de programmerede funktioner. Det er også valgfrit om afstanden imellem de forskellige funktioner skal måles i tid eller meter.

U-pilot er let at anvende og absolut eneste mangel ved systemet er at QuickSteer, hvor traktoren kan manøvreres med meget små udslag på rattet, ikke kan programmeres ind i U-pilot. Sekvenserne i U-Pilot kan vises på i skærmen armlænet, men det kunne vær rart med en lidt større skærm, så der kan vises flere funktioner samtidig.

Olieflow og timer på de enkelte hydraulikventiler indstilles i terminalen. Derudover kan man med en drejekontakt reducere ydelsen på alle udtag til kun ti procent. Det minimerer risikoen for uheld, når der eksempelvis monteres et nyt redskab på traktoren.

Plusser

Godt udsyn

Velfungerende cruise control

U-pilot

Affjedret foraksel der er let at vedligeholde

Farveskærm

Mulighed for vendeudstyr

Minusser

Lille skærm

Værktøjskasse på højre side

Intet multi-joystick

Vanskelig tilgængelig påfyldning af hydraulikolie

Tekniske specifikationer

Motor Agco Power 84 AWF

Antal cylindre 6

Volumen, l 8,4

Max effekt, hk 370

Max effekt med boost,hk 400

Max moment med boost, Nm 1.600

Transmission CVT, trinløs

Hastighed, km/t 0,03-40

Antal trin, 2

Liftkapacitet, kg 12.000

Liftkapacitet frontlift, kg

Hydraulikkapacitet,l/min 200

Vægt med fulde tanke, kg 12.000

Brændstoftank, l 610

AdBlue tank, l 60

Akselafstand, mm 3.105

Længde, mm 4.868

Højde, mm 2.357

Fordæk 650/75R30

Bagdæk 710/85R42

Listepriser

Valtra S374 pris: 1.678.524 kroner

Udstyr som er med

i basisprisen:

Fem ton frontlift

PowerBeyond

Seks fjernventiler

Klimaanlæg

Luftaffjedret kabine

GPS forbredt

ISO-BUS kompatibel

Fire arbejdslys foran og seks arbejdslys i bag

Importørens kommentarer

Af Arne Spejlborg, Läntmann Danmark:

PowerGears test af Valtra S374 stemmer fin i overensstemmelse med de tilbagemeldinger vi har fra de første kundeleverede S4 som blev leveret til høsten 2014. Overlegen trækkraft og høj førerkomfort med nem og bekvem betjening, til lange arbejdsdage, er passende beskrivelse af den nye Valtra S4-serie. Muligheden for levering med, eller eftermontering, af front-PTO og omvendt førerplads, gør at traktoren kan løse alle de opgaver, som forskellige redskaber måtte kræve. En traktor med markedets mest pålidelige motor og transmission, gør den Valtra S374 svær at komme udenom, når der skal vælges stor-traktor i klassen 300-400 hestekræfter.

Ultimate Web